Alt er godt.

Jeg forstod simpelthen ikke disse ord. For hvis det hele efter sigende skulle være så godt, og så fint, hvorfor føltes det så ikke godt? Hvorfor gjorde det ondt? Og hvorfor fik jeg ikke hjælp, når jeg bad om det? Hvorfor blev jeg syg? Og hvad med mine relationer? Det var jo dét jeg ønskede mig allermest.

Alt sker for dig, ikke mod dig.
Alt er som det skal være.
Alt er i sin skønneste orden.

Det troede jeg aldrig på. Aldrig.

For hvis alt skulle være så godt, så burde afgørende og vigtige relationer da være på plads. Og hvad med penge? Hvis alt skulle være i sin skønneste orden, hvorfor blev jeg så ikke skænket flere penge, så jeg kunne gøre hvad jeg allermest længtes efter?

Jeg var vred.

Det er nu mere end 15 år siden. Når jeg den gang mødte terapeuter, som sagde; ”Alt er som det skal være”, kunne jeg have begået mord. Jeg forstod det ganske enkelt ikke. Jeg var vred. Meget vred. Hallo, det kunne de jo sagtens sige, de havde det jo øjensynlig også langt bedre end mig.

Jeg følte mig ofte ramt af livet. Det var synd for mig. Uretfærdigt…

Ja, jeg følte mig som et offer. Jeg havde nemlig ikke lært, at min vibration fungerer som en magnet. Ingen havde fortalt mig at universet spejler lige over. Ingen havde fortalt mig, at fejltagelser ikke er fejltagelser, men blot en hjælper til at ændre vores måde at gøre tingene på. Lavede jeg fejl som barn, fik jeg nemlig ofte den opfattelse, at jeg ikke tænkte mig om, var uansvarlig og langt fra god nok.

Sidenhen har jeg vendt en masse sten. Rigtig mange.

I dag er alt godt. Hvilket betyder, at alt faktisk ER godt. Alt sker fordi JEG sender det af sted, og det er godt, for så kan JEG jo ændre det. Ja, det er jeg faktisk herre over. Det ved jeg nu.

Før var jeg en magnet til øvre begrænsninger. En magnet til dramatrekanten. En magnet til halve mennesker, fordi jeg selv FØLTE mig som et halvt menneske.

I dag er jeg en magnet til noget større. Noget nemmere. Noget mere fredfyldt. Magnet til langt mere helhed, i stedet for det halve. Fordi jeg FØLER mig mere hel.

Og møder jeg begrænsninger, hvilket jeg naturligvis gør, så minder jeg mig selv om, at alt er godt. Alt er i sin skønneste orden. Alt sker for mig, ikke mod mig.

Pointet er altså IKKE at justere i det ydre. Fysiske problematikker og ydre mangel er nemlig altid et symptom på fravær af noget inde i os. Vi piller jo heller ikke ved spejlet, i et forsøg på at ændre spejlbilledet, vel?

Taknemmelighed.

Men for pokker, naturligvis oplever jeg stadig at føle mig ramt – dog dunker jeg ikke længere mig selv oven i hovedet. Det ville da være tåbeligt, hvis jeg lider i forvejen. I stedet rækker jeg ud, og får nogle hjælpere på banen, der bakker mig op i justering. For alt er godt, og sker fordi der er noget jeg skal lære. Og jeg er åbenbart et menneske som lærer bedst via gentagne kontraster (læs: gentange modstandsfyldte hændelser). Og det er jo ikke noget at være sur over. Tværtimod.

Alt sker for mig, ikke mod mig. Jeg mener det. Ja, for mine såkaldte “fejl” vidner jo jo for pokker blot om, at jeg bør justere. Og det behøver jeg da ikke være vred over.

At tænke, at alt er godt, har givet mig en langt større indre ro. Langt større end jeg nogensinde havde turde håbe på.

Så tak til alle de forskellige terapeuter på min vej. Tak fordi I prikkede til mig, og ”gav” mig følelsen af vrede. Ja, I spejlede jo blot en modstand i mig.

Tak.

I dag byder jeg hele molevitten op til dans.

Jeg ved, at mine ord om at alt-er-godt, kan provokere andre. Pyt. Vi skal jo heller ikke være enig. Det er slet ikke meningen. Det her er blot min version.

Og så lige en sidste ting:

Hvis du spiser noget mad, som ikke falder i din smag, ville du så give dine smagsløg skylden?

Nej, så tåbelig ville du da ikke være, vel?

Det er imidlertid hvad vi gør, når vores følelser fortæller os, at vi på afveje, og vi frustreres og irriteres over dem. Følelser er ikke andet end budbringere, akkurat som smagsløgene.

Tænk hvis du ikke kunne smage. Hvad skulle du så vælge at spise?

Lytter du til din følelser, eller tosser du af sted i den forkerte retning, i håb om, at maden da vil smage bedre?

Ja, alt sker til din fordel, fordi du får hvad du vibrerer med. Så lyt til dine følelser – ellers tiltrækker du blot endnu mere af det, du IKKE ønsker dig…

Det er du herre over. Intet er over dig, for du er herre over dine egne følelser. Og det er DEM du tiltrækker med. Det er godt at vide.

Livet er ét stort spejlbillede. Så kig dig omkring, hvor er det tid til justering? Hvor er de tid til at byde op til dans?

Bedste hilsner,
K

2016-02-29-17-48-12-bog