Begreber som bør og skal er blevet en talemåde. Vanvittige mange af vores tankerække og gøremål er baseret på noget vi bør, burde, eller skal.

Sætninger som;

“Jeg er nødt til at komme i bedre form…”

“Jeg er nødt til at spise sundere…”

“Jeg er nødt til at deltage i forældrerådet…”

“Jeg er nødt til at følge med i nyhedsstrømmen…”

“Jeg er nødt til at deltage til fødselsdagen…”

“Jeg er nødt til at gøre som planlagt…”

Ja, listen er lang. Meget lang.

Men for pokker, der er da intet her i verden, vi er nødt til. Intet.

Jo, juleaften er vi da nødt til at holde sammen!

Nå, synes du virkelig det?

Helt ærlig, hvor tit hører man ikke noget a la;

I vores familie har vi en slags turnusordning. Sådan har det altid været. Det kan dog godt være lidt anstrengende. Min onkel blive nemt småsur, og min søster forstår sig slet ikke på min livssil. Men egentlig har jeg mest ondt af min mor, for hun vil jo så gerne have at vi hygger os. Så jeg plejer at indrette mig, og bide det i mig. Måske mest for børnenes skyld. De skal ihvertfald have en god jul. Og så må mine behov komme i anden række. Mon ikke det også går denne gang…

Næppe.

Føles det ikke godt – så bliver det ikke godt. De skjulte følelser i baggrunden vil trumfe. Punktum.

Juleaften kan ikke tvinges i stilling. Før eller siden vil en sådan forestilling give ballade. Ja, det gør ondt, at have ondt i pleaser-rollen. Og at forsøge sig med at sluge den, går vi kun yderligere i stykker af..

Birgitte, Birgitte Bergøje…

Vær dér hvor det føles godt. Og fravælg det andet, hvad end det måtte indebære. Ja, det mener jeg faktisk. Virkelig.

Det gør også ondt, at have ondt i tiden. Og i en tid som skynder sig, er det eneste vi virkelig er nødt til, at prioritere tid til os selv.

Vi lever i en tid hvor alt er tilgængeligt. Vi kan handle hele tiden. Vi kan arbejde hele tiden. Vi kan se film hele tiden. Vi kan få fat i hinanden hele tiden…

Det lader til, at vi har svært ved at give tingene sin tid, og derfor føler vi faktisk ofte at mangle tid.

Ja, alle har et ur, men ingen har tid.

Men ved du hvad, alting har sin tid.

En tid til at rive ned.
En tid til at bygge op.
En tid til at sige fra.
En tid til at sige til.
En tid til at helbrede.
En tid til at være syg.
En tid til at græde.
En tid til at grine.
En tid til at danse.
En tid til at arbejde.
En tid til at dø.
En tid til at fødes, ja, en graviditet varer Gudskelov stadig 9 måneder…

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal boykotte alle arrangementer, men jeg er fortaler for, at vi skal følge vores indre stemme, og vælge med omhu.

Jeg er heller ikke fortaler for, at vi skal flytte langt ud i skoven, eller underkende udviklingen. Men jeg er i den grad fortaler for, at vi skaber vores egen oase, og tager vores tid. Vores rum.

Og jeg går gerne forrest.

Jeg har nemlig lært, at gå efter det som føles godt. Også selvom det indebærer et “nej tak”, overfor noget som jeg “burde” sige ja til.

Der kommer aldrig noget dejligt ud af, at tvinge en juleaften igennem. Det har jeg prøvet. Og det gør jeg ikke igen.

Juleaften skal pr definition føles godt fra starten. Faktisk allerede inden den overhovedet er landet…

Det mener jeg. Og det lever jeg.

“Ja, der kommer en tid, hvor risikoen ved at forblive i knop, gør mere ondt end risikoen ved at blomstre!”

Noget nyt og berigende fra min kant, ser dagens lys i takt med årsskiftet 2018 – SE HER: