Jeg mistrives med overfladebehandling

Jeg bliver aldrig en man kan tale med, uden at blive opdaget!

Og det er jo dejligt. Synes de fleste. For så bliver man set som den man er. Andre ønsker det ikke. Og det er fint, alt er et spørgsmål om smag. Det skal man acceptere, og det gør jeg. Spørgsmålet er om de gør?

Det ved jeg ikke, for jeg sysler ikke længere med tanken om hvad andre tænker om mig.

Det, jeg til gengæld sysler med, er at befinde mig lige præcis dér hvor jeg bekommer mig bedst. Dér, hvor jeg kan være mig. Dér, hvor vi kan tale om livet i sin sande udgave. Dér, hvor man ikke bliver bange for MIN dybde. Der hvor vi på nysgerrig vis dykker ned, og tjekker undervandstemperaturen.

Det er livsvigtigt for mig, at mine tætte relationer er lige så begejstret for havets bund som jeg er. Ellers opleves de ikke tætte for mig…

For jeg mistrives med overfladebehandling.

Jeg mistrives, når snakken danser rundt i ring og tror. Fordi jeg ved, at sandheden sidder inde i midten og kun venter på at blive hørt.

Jeg møghamrende keder mig, når der tales om det det ikke handler om. Så visner jeg, skrumper ind, siver væk, flakker og trækker mig…

For jeg er dybt passioneret, ja, jeg kan faktisk ikke finde ud af at være andet.

Nogen vil vel sagtens mene, at jeg kan være fanatisk. Det er jeg ikke. Men jeg mistrives med kun at tage ”grundforløbet”. Jeg vil have det hele med. Hele sandheden. Hele livet. Ikke det halve.

Jeg elsker livet for alt meget, til, at kunne skøjte rundt på overfladen!

Og jeg har i dag skabt mig et liv som nærmest er kæmmet for fordømmelse og vurdering af andre. Jeg nægter at bruge tid på snak, om irriterende andemad på overfladen. Det er der jo af en årsag. Og det vil jeg vanvittig gerne, og meget hellere tale om…

At finde fejl ved verden, ødelægger min indre fred. Det har jeg prøvet. Det gjorde for ondt til at fortsætte.

I dag ved jeg, at kærligheden altid strømmer til os, når blot vi ikke lukker den ude.

Min evne til at mærke om mennesker er kohærent er meget stærk.  

Fortæl mig om dine symptomer, og jeg skal fortælle dig hvad du har i klemme.

Eller fortæller du mig, at du har det godt, at du er glad for dit job, tilfreds med det ene eller det andet…  – så kan jeg mærke hvis du lyver. Lyver overfor dig selv, ikke overfor mig naturligvis.

Min intuitive evne til at mærke om mennesker er alignment, er knivskarp. Og måske netop derfor mistrives jeg, hvis den nære relation sker på overfladen. Jeg kan jo mærke hvad der stikker dybere.

Det er afgørende for mig, at mine nære relationer svømmer med. Vi skal helst samme vej. Ikke fordi jeg skal bestemme. Udelukkende fordi jeg skal trives. Jeg er nødt til at vælge med omhu. Det bør vi alle gøre.

Men hvad nu hvis de ikke vil med?

Er jeg så alene? Mærkelig? Mystisk? Irriterende? Besværlig? Anderledes?

Ja, sandsynligvis.

Og det er præcis hvad min livslange lektie går ud på; ”at have en oplevelse af at høre til, og føle mig god nok, uanset”. Det er mit gennemgående tema. Det er min livslektie. For sådan er det med livslektier, de vil trigge os gennem hele livet. En livslektie er jo for livstid. Heraf ordet. Men alt den kræver, er blot at blive mødt med kærlighed. Hver gang. Og altid.

Hvad mon din livslektie består i? Det ved bedst du…

Med mit dykkercertifikat i den ene hånd, og landkortet i den anden, så banker der i midten et varmt hjerte for alt godt. Min medmenneskelighed er gigantisk. Jeg elsker at hjælpe andre. Jeg elsker at støtte op om. Virkelig. Og jeg har nogle meget dybe værdier omkring moral og retfærdighed. Jeg går helhjertet ind for en hjertesag, og jeg helmer sjældent. Det ved alle som står mig nær. Ja, spørg blot min mand, vi har “dykket” sammen i omtrent 25 år…

Jeg går aldrig på kompromis. Jeg går hellere alene. At søge andres accept hakker hul i min energi. Det deler mine indre vande, og den pris er for høj at betale.

I dag vælger jeg alt det der får mit hjerte til at synge, og min ånd til at danse. Også selvom det indebærer, at jeg ind imellem skal tage hovedspring alene. Jeg har tillid til, at hver gang jeg dykker, så møder jeg altid nogen i dybet som matcher mig…

Nej, man kan ikke ofre sig, og samtidig være forbundet med sig selv. Hører du? Det er ganske enkelt ikke muligt. Man mister sig selv undervejs, og så ender man alligevel med at ofre sig.

Jeg bliver aldrig en åkande på overfladen. Men måske kunne jeg meget vel være rodnettet nedenunder. Det rodnet som får åkanden til at trives. Det tænker jeg sagtens…


Insisterer du også på et løft af helt særlig karakter?

Så er Kammilles |RUM|lighed med stor sandsynlighed det du har ledt efter!

Her får du ændret dine tankerækker. På en måde så det virker. Og så sker det ovenikøbet løbende…

Lydmateriale, som du kan høre og lære af, igen og igen. Psykologiske emner tvistes og gøres lette og opløftende, med det for øje at vækste DIG på en nærende måde. Og hver gang indhyllet i spiritualitet og lærdom. Lige til at sammenflette med dit eget liv. Her bliver livet vendt på hovedet. Tryk på billedet herunder:

Previous

Angst og depression er blot fravær af tillid

Next

Når dine følelser stiger dig til hovedet

2 Comments

  1. Jeanette

    Tusind tak kæreste ,det var da et fantastisk skriv.
    Jeg har det på præcis samme måde og det er skønt,at turde gå efter det der er godt og betydningsfuldt for en selv. Det har søreme også taget mange år,ca 51 😃

    Tak💖

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Visit Us On FacebookVisit Us On LinkedinVisit Us On Instagram