Smitte findes ikke

Man kan ikke smitte andre med en sygdom!

Ihvertfald ikke i den form vi fejlagtigt er blevet skolet til at tro på; at man blot er uheldig, hvis man bliver ramt af forkølelse, eller det der er værre.

Men hvis du stadig gerne vil holde fast i denne myte, så skal du måske ikke læse videre. Eller måske skal du netop…

Symptomer og sygdomme er ikke noget man forærer andre. Det er ikke noget man får fra andre. Sygdomme udvikler man selv, på baggrund af lige præcis de følelser der matcher symptomet eller sygdommen.

For, at en eventuel sygdomme kan opstå, skal der foreligge en rigtig god og følelsesmæssig grund.

Så enkelt er det.

En maveinfektion udvikler man altså kun, hvis livet opleves svært fordøjelig. I så fald er man en magnet til “dårlig mave”. Haps.

Men…

Det har vi ikke lært. Og derfor fatter vi det ikke. Ja, faktisk kan man måske ligefrem blive provokeret over sådanne påstande. Og det må man godt, men det heler man imidlertid ikke af…

Eftersom mange af os ikke har lært, hvad der sker når kroppen begynder at reagere med feber, hovedpine, diarre eller tumorer, så bliver vi bange og forsøger straks at bestemme hvordan kroppen i stedet skal fungere.

FRYGTEN, er resultatet af vores måde at tænke om sygdom, og helbred på.

Vi har ikke lært, at krop og hoved hører sammen, og derfor har vi heller ikke lært, at stille os selv de spørgmål der fører os til den visdom vi har brug for, for at helbrede os selv.

Det er tankevækkende, at hvis en person diagnosticseres med en alvorlig sygdom, så fungerer 95% af personens krop alligevel godt.

Spørger man mennesker som får en diagnose af lægen, så føler de sig straks langt mere syge når de har fået diagnosen, end før den landede. Det kommer sig naturligvis af, at man giver maksimal fokus til de “syge” 5%, snarer end til de raske 95%.

Og det vi fodrer, det vokser jo. Derfor føler man sig mere syg.

Samtidig har vi lært, at livet er en perlerække af tilfældigheder, og at sygdomme rammer os, fordi vi desværre befinder os på det forkerte sted, på den forkerte dag. Uheldigt og helt ude af kontrol.

Frygt. Frygt. Frygt.

Men det er en misforstået, og særdeles forskruet forståelse. Det er en myte som er frygtbaseret.

Sådan fungerer livet ikke. Nej, sådan fungerer mennesket heldigvis ikke. Vi er faktisk herre i eget hus. Og gudskelov for det.

Sandheden er, at BAGVED alle symptomer og sygdomme, altid forefindes følelser som nægtes, overhøres eller fortrænges. Altså følelser der IKKE lyttes til. Følelser som pakkes væk. Negligeres. Følelser som derfor er i klemme.

Når en familie lægger sig med i influenza, så er det fordi tendenser kører i familier. Familier har ofte de samme følelser i klemme. De samme følelser at “slås med“. Plus. Minus.

Ligger alle med halsbetændelse, så handler de om, at alle har et problem med at udtrykke sig. Og det giver jo fin mening, eftersom forældre ikke kan lære deres børn noget de ikke selv kan finde ud af.

Grunden til, at mange bliver sure over denne måde at betragte begrebet smitte på, er, at dette her perspektiv stiller hver især til ansvar.

Og det er da lidt irriterende, når det nu en gang er laaaaaangt nemmere at mene, at det kunne være de andres skyld at man er blevet syg.

DET ER DET ALDRIG.

Det findes ikke.

Det er altid vores eget ansvar at vi er blevet syge. Det kan aldrig blive mors, fars, børnenes, søsters, partnerens eller kollegaens. Aldrig.

Bemærk, at jeg skrev ANSVAR, ikke at forveksle med skyld. Vi er aldrig nogensinde skyld i udvikling af sygdom. Vi har altid ansvaret for udvikling af en sygdom. Der er en verden til forskel.

Ting sker aldrig ud af det blå. Heller ikke selvom myten kæmper for at vedholde vores tro herpå…

Lad os tage et eksempel:

Kigger vi på kollegaer, så er vi netop ansat et sted som matcher os. Vi er altid i blandt mennesker som matcher vores indre følelsesliv. Hvad end vi vil være ved det eller ej. Vi tiltrækker altid noget som matcher vores indre landskab. Bevidst som ubevidst. Vi er, så at sige, altid det rette sted. Aldrig det forkerte.

Og lige præcis derfor, lægger kollegaer så som oftest også på stribe.

Man udvikler kun symptomer, hvis ens indre følelsesliv passer dertil. Ellers ikke.

Man udvikler altså kun en sygdom, hvis man har behov for “udrensning” på præcis dette område.

Det er derfor godt at kende til organernes job. Hvert organ har ansvaret for hver deres følelse, som de støtter med at håndtere:

Leveren har ansvar for at håndtere vrede.

Nyrerne har ansvaret for frygt.

Hjertet har ansvaret for sorg.

Lungerne har ansvaret for angst.

Det er forklaringen på, at mennesker i fjerne lande, som kæmper vrede kampe for deres rettigheder, kan udvikle leversygdomme, og gerne i flok, naturligvis. VREDE og leveren hænger jo uløseligt sammen.

Eller epidemier af tuberkolose som udvikler sig i lungerne. Lungerne står for at håndtere angst, og kæmper vi med dødsangst, altså decideret angst for at miste alt, dø, så er en sådan lungesygdomme et fysiske nødråb.

Og hvad angår bakterier, virus og svampe, så liner de kun op når der er behov for dem. Ellers ikke. De er små flittige hjælpere som gør rent og genopbygger, når vi har nedbrudt og selv.

Det er netop forklaringen på, at mennesker lægger sig med forkølelse, feber og lignende, når de starter deres ellers så længe ventet ferie. De har presset sig selv for hårdt, og nu slapper kroppen endelig af. Det er tid til rengøring, og de små hjælpere kommer os til undsætning.

Så er du træt af, at påbegynde en ferie i sygdommens tegn, så er du nødt til at tage hånd om dig selv, INDEN du går på ferie. Kig på dit liv. Hele vejen rundt. Hvor er det tid til at sætte farten ned? Hvor er det tid til at genskabe egenomsorg? Hvor er det tid til at sige fra? Hvor er det tid til at sætte din grænse? Hånden på hjertet. Ja, måske er det ligefrem tid til at finde et andet job…

Dernæst, så er der sygdomme og små børn. Kan de allerede have følelser i klemme? Ja, det kan de godt, fordi forældrene har det. Det, vi som forældre ikke tager hånd om, det spejler vores børn. Vores børn viser os altid hvor skoen trykker. Spørgsmålet er mere, om vi tør være os det bevidste, og tage ansvar herfor. Det kan jo til tider godt være vanskeligt. Det kender vi vist alle…

Jeg gentager;

Sygdomme udvikler sig ikke, hvis der ikke er grund til det. Det er ganske enkelt ikke muligt. Og det er jo godt at vide.

Du kan altså altid føle sig sikker, når bare du tager dig af dit indre følelsesliv.

Det er ikke noget jeg har fundet på. Jeg beskriver blot sandheden om såkaldt smitte. Og tror du mig ikke, så lade være, det heler du dog ikke af…

Gå i stedet ned på biblioteket, og riv Bruce Lipton eller Andreas Mouritz ned af hylden, så kan vi tales ved bagefter. Ikke før. Det vil være spil af tid for os begge..

Pas godt på dig selv i mellemtiden. Det er kærlighed. Og i sandhed det eneste som heler…

Vil du med på rundtur, fra top til tå? Så tryk på billedet her:

Previous

Når dine følelser stiger dig til hovedet

Next

Angst, depression & myten

2 Comments

  1. lars

    Spot on! God artikel! 🤗

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Visit Us On FacebookVisit Us On LinkedinVisit Us On Instagram