Inde fra en dramtrekanten…

Vil der altid være nogen som ikke hjælper tilstrækkeligt, set med et offers øjne.

Inde fra en dramtrekanten…

Vil der altid være nogen som ikke vil hjælpes tilstrækkelig, set med en redders øjne.

Inde fra en dramtrekanten…

Vil der altid være nogen som ikke fatter en skid, set med en krænkers øjne.

Udenfor dramatrekanten… -findes dette slet ikke. Ja, livet bliver aldrig det samme uden dramatrekanten. Og heldigvis for det.

Min egen historie handler om, at jeg skulle redde alt omkring mig. Og oplevede jeg modstand i dette gøremål, følte jeg mig ikke god nok. Et dårligt menneske.

Jeg moslede løs for at hjælpe (læs redde). En endeløs kamp, for det var jo aldrig godt nok. Eller så var det forkert.

Hvorfor det? Ja, hvorfor var det ikke godt nok, når jeg nu virkelig gjorde mig umage?

Fordi det udsprang fra dramatrekanten. En dysfunktionel trekant, uden nogen form for kærlighed. En trekant som er baseret på frygt fra fortiden. En trekant fyldt med traumer. Undertrykte følelser. Ubevidste, naturligvis.

Mine anstrengelser udsprang altså IKKE fra hjertet.

Og årsagen skal findes i barndommen.

Måske opdagede man som barn, at det gav point når man var sød, ordentlig, venlig og velfriseret. Med andre ord, så gav det minuspoint at være uartig.

Og hvem vil have mimuspoint?

Ikke jeg.

Ja, prøv selv at tænke tilbage til dine små år; var der tidspunkter i din barndom, hvor du spillede bestemte roller for at få dine forældres kærlighed, omsorg eller anerkendelse?

Dette er meget smertefuldt.

Rollespillet bliver en måde at leve på, og udspiller sig udelukkende på baggrund af, at ingen af parterne udtrykker sine behov på en sund, klar og tydelig måde. Sandhenden er, at de færreste har lært at sætte ord på sine behov.

Og nu, som voksen, så holdes rollespillet i gang af en underliggende FØLELSE af frygt. En dyb oplevelse af, at “noget” mangler, og for at få det, må man tilpasse sig, kæfte op eller bringe ro på settet. Ubevidst, naturligvis…

En redder, et offer eller en bøddel er desuden også 120% over i andre, hvilket i sig selv svarer til at være stukket af hjemmefra. Og så kan man jo ikke handle i kærlighed.

Havde jeg ikke taget mig af mine sår, og helet dem, ville jeg stadig mase af sted med tungen ud af munden, for, at redde mine skønne kunder og klienter. Og hvis nogen så pludselig påpegede mangler, ville jeg i den grad føle mig mislykkes. Herfra ville jeg knokle videre for at gøre det endnu bedre. For til sidst at ende helt flad og udmattet. Det har været mit mønster…

Men det gør jeg ikke længere.

I dag ved jeg, at mit arbejde er fyldestgørende. Jeg ved, at alt det jeg gør får mennesker til at vokse, hvis det vil. I dag ved jeg også, at mine børn skal ses og høre, ikke reddes. Heller ikke min mor. Hun skal så absolut heller ikke reddes længere. Det var jo netop min mission i mange år, men det blev hun kun endnu dårligere af.

For ikke at tale om mine forhenværende veninder. Jeg har slet ikke tal på hvor mange veninder jeg gennem tiden har leget “alarm 112” for. Shit.

Ingen skal reddes. Punktum.

Jo, jeg ved godt, at det er dét vort samfund lægger op til. Ingen må lide. Alle skal reddes på målstregen, og helst før.

Men som jeg ser det, så går vi mere op i at eliminere ubehag, snarer end at OPTIMERE GLÆDEN. Det skaber mennesker som hele tiden vil redde og reddes.

I min verden har vi alle hver vort ansvar, og det er uansvarligt at mase sig foran og fratage andre deres potentiale..Alle har deres egen udviklingsvej, og en redder skal holde snitterne for sig selv. Hvordan skulle man ellers kunne se sin egen vej?

Men det var jo sådan jeg blev opdraget, hvorfor der altid vil være et ar på min krop som afslører min reddertendens. Det forsvinder aldrig. Ja, min redderrolle vil altid ligge lige til højrebenet, hvis jeg ikke er opmærksom.

I dag har jeg taget ansvar for at steppe ud af redderollen, og dermed givet mine kunder, mine børn, mine veninder, min mor og sandsynligvis mange flere muligheden for at slippe offerrollen. Der findes jo ikke en redder uden en offer, og i virkeligheden er redderen også et offer når det kommer til stykket. Æv…

Ud af dramatrekanten.

Ind i kærligt ansvar.

For det er kun i kærligt ansvar vi kan se klart. Helt klart. Et sådan udsyn har vi slet ikke inde i dramatrekanten.

Prøv selv at reflektere over følgende;

  • Hvad spejler andre i mig?
  • Hvad ligger lige til højrebenet for mig, også selvom det ikke er nærende?
  • Og er det i så fald stadig et åbent sår?
  • Eller et begyndende og smukt ar på din krop?

Pssssst…. det er kun inde i dramatrekanten vi føler os ensomme og alene. Derinde er alle nemlig OFRE, i sidste ende.

Step ud – og opdag kærligheden i hjertet.

Jeg byder dig hjertens gerne velkommen i klubben: